Faktisk er flere end halvdelen af de omkring 150.000 besøgende hver vinter i Isaberg danskere, nemlig lidt over 100.000. Så alle ansatte her forstår dansk. At området om vinteren forvandles til en dansk filial skyldes ikke mindst, at stedet passer lige så perfekt til begyndere i alpint skiløb, som deres hænder i Hestras skihandsker. De verdenskendte Hestra skihandsker er i øvrigt opkaldt efter byen ved Isaberg, som hver vinter får de mange danskere til at køre 185 km fra færgelejet i Helsingborg for at boltre sig på de 10 pister i fire kulører, som markerer sværhedsgraden – sort, rød, blå og grøn.
Men også de mere øvede slalomløbere har stor fornøjelse af at varme op i Isaberg før vinterferien i Alperne eller på de krævende pister på de stejlere bjergsider i Norge eller Nordsverige.
Kom tidligt i weekenden
Isaberg ligger 308 meter over havet, og den største faldhøjde på pisterne er 150 meter, og det giver nogle gode nedfarter for de ikke øvede, og rigeligt fart til, at de bedre skiløbere kan pudse deres teknik af, når de stryger ned af de mere end 6 km. Pister, der alle har elektrisk lys til de mørke aftener.
Længste piste er ca. 1.000 meter. Alle pister er åbne i dagtimerne fra 9-16 på hverdage og fra 9-17 lørdage og søndage. Torsdage og fredage er der afterski med kunstlys fra kl. 17.30-21.30. Fra uge 10 dog kun om fredagen. Det giver masser af tid på ski selv med en endagstur til Isaberg.
Isaberg har 2 effektive stolelifter med plads til seks i hvert sæde, samt 6 slæbelifts med en kapacitet på 12.500 personer i timen, hvilket skulle sikre mod kødannelser, måske bortset fra den første morgentur. Det betaler sig i øvrigt lørdag og søndag at være fremme ved Isaberg, før de mange busser fra København og Sjælland ankommer, især hvis du skal leje udstyr. Dette kan bestilles hjemmefra, så det er klar til udlevering ved ankomst.
Langrend ved Isaberg
Er du til langrend, er her yderligere godt 18 km spor, hvor der er aftenlys på 6 km. Her er dog ingen snekanoner, så alt på dem afhænger af, om der er natursne. Og der er kælkebakke for store og små, hvor du kan leje en kælk en hel dag for 40 kr.
Snowboarderne har helt deres eget område i Isaberg med hoppebakke, der er grillpladser til medbragte pølser, eller hvad du nu vil tilberede, ligesom der er restaurant, cafe og udendørs picnic område på toppen. Sæsonen varer normalt fra sidst i december til og med marts.
Området ved Isaberg er rimeligt sne sikkert med en slags fastlands mikroklima, hvor temperaturen i sæsonen normalt er lav nok til, at snekanonerne kan bombardere med sne terrænet natten igennem, hvilket kræver frostvejr.
Fakta om Isaberg
- 8 lifte
- 10 pister: 4 grønne, 1 blå, 4 røde og 1 sorte. I alt 6 kilometer
- Længste nedfart 1 km.
- Største faldhøjde 150 meter
- 18,5 km langrendsspor
- Gøteborg: 140 km
- Helsingborg: 210 km
- Malmø: 270 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar