Hvad skal vi lave?
Det spørgsmål hører du ikke i feriehytterne i Orsa Grönklitt.
Det lyder i stedet: ”Mon vi kan nå det hele? – for her er en skiferie nemlig meget mere end bare ski. Her er masser af oplevelser og et bredt udbud af aktiviteter i sneen og det for hele familien og alle generationer både med og uden ski – og skøjter for den sags skyld.
Høj sikkerhed
Langt de fleste kommer naturligvis for at stå på ski. Ganske vist er Orsa Grönklitt et af de sydligste af de større svenske skianlæg. Men området ligger med sne over 500 meter over havet forholdsvis højt, og det giver sikkerhed for sne. Så meget at man giver ”snegaranti” fra før jul til midt i april.
Det alpine anlæg er i familie-klassen. Det hører ikke til i den svære kategori, men har gode begynderbakker, men også lidt sværere udfordringer på de sorte pister. Og er det ikke adrenalin-pumpet nok, er der også offpiste-muligheder.
Her er 12 lifter, alle træklifter, og 23 nedfarter – tre lette grønne, ti blå, syv røde og tre af de sværeste sorte pister, som er fordelt på to sider af Grönklitt’en.
Langrend i verdensklasse
På sydsiden findes hytter og anlæggets faciliteter, og på øst- og nordsiden ligger de fleste nedfarter. Den længste er 1,6 kilometer lang.
For de mindste skiløbere er der børneområde og ”blåbærsporet”, hvor de kan følge områdets maskot, Bärre, på ski – forbi figurer, som griner og synger. Der er også en mini-funpark med små hop og spor. Den store Dreampark for de lidt ældre skiløbere og snowboarderne med de store hop ligger på nordsiden.
Langrend er der masser af i området. ”Vi har et af verdens absolut bedste langrendsområder”, praler de ganske oblu i Grönklitt.
Men der er noget om snakken. I hvert fald er det her, alle eliteløberne kommer for at træne inden det legendariske Vasaløb, og det svenske langrendslandshold har også valgt Orsa Grönklitt som officielt træningscenter.
Der er 70 kilometer præparerede langrendsspor, hvoraf de ni kilometer har lysanlæg. Der er fire skønne motionsruter gennem skoven fra halvanden til ti kilometers længde, og der er flere tur-ruter af forskellig sværhedsgrad, for eksempel til Hällberg 11 kilometer væk.
Og husk skøjterne. Når Orsasøen ved byen er frosset til, er der skøjteruter her. Søen rundt er en smuk tur på 40 kilometer, hvilket især tiltrækker hollandske skiturister. Men mindre kan gøre det, og skøjteløb på søen er en sjov ekstra oplevelse.
Glade sibiriske tigre
Det er dyrene i Orsa Grönklitt også.
Det alpine skianlæg er nærmeste nabo til en bjørnepark. Ganske vist sover både de brune og de store Kamtjaska-bjørne vintersøvn i deres hi, men forrige sommer flyttede to isbjørne ind i parken. Så nu kan man med god samvittighed holde åbent året rundt som Orsa Björnpark, for isbjørnene sover bestemt ikke om vinteren.
Der er også store rovfugle, ugler og ulve, der vandrer rundt i god afstand fra de besøgende, i parken. Mens de sibiriske tigre er fløjtende ligeglad med mennesker. De kender deres styrke og vrider sig katteglade i den nyfaldne sne i næsten røreafstend.
I sommer åbnede parken et nyt stort leopard anlæg. Foreløbigt er fire persiske leoparder flyttet ind, og parken ”står på venteliste” til også at få sneleoparder. Og der er andre oplevelser med dyr i sneen. Du kan også komme på en magelig kanetur på prustende heste, eller på en hæsblæsende tur i hundeslæde.
På bar eller snescooter
Er man mere til ”oktaner”, er en udflugt på en snescooter en oplagt mulighed. Du kan selv leje de store snescootere og tage ud på de etablerede ruter, eller du kan tage med på en safari. Og børnene kan prøve minisnescootere, som de kan race rundt med på en bane nær Grönklitts centrum, hvor skiskole, skiudlejning, forretninger, værtshus – som er restaurant – og reception befinder sig.
Det er et par år siden at ”värdshuset” i Grönklitts centrum blev renoveret og indrettet mad bar, bistro og buffet og samtidig skiftede navn til Ugglan og Björnen. Men det gamle navn hænger nu stadigt ved.
Her er der i ugens løb forskellige aftensarrangementer. ”Stjerne for en aften” er utrolig populær blandt børnene, hvor de synger karaoke på scenen, og de stolte forældre klapper bagefter.
Fakta om Orsa Grönklitt
- 12 lifte
- 23 pister: 3 grønne, 10 blå, 7 røde og 3 sorte. I alt 13 kilometer
- Længste nedfart 1,6 km.
- Største faldhøjde 165 meter
- 70 km langrendsspor
- Gøteborg: 490 km
- Helsingborg: 680 km
- Malmø: 800 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar