En tallerkenlift der kører rundt i ring som en karrusel med tallerknerne placeret to og to ved siden af hinanden, fungerer som træningslift for børn og nybegyndere, der har skiene på for første gang, eller som kun har lidt lift-træning og skal have genopfrisket færdighederne.
Børnene er i centrum
Denne smarte opfindelse er bare et af de tiltag, der er sat i gang i Kläppen i Sverige for at tiltrække børnefamilier og sørge for, at de får en god skiferie.
Børnene har i den grad været i centrum i udformningen af pisteområdet i det familieejede skisportssted, der er det nærmeste Danmark, hvis turen går til Sälen. Træningsliften er placeret midt i et stort børnevenligt område omkring Tranan Torget i bunden af skiområdet i Kläppen.Skiskolerne har deres udgangspunkt her, hvor også troldene Trolle og Trolla regerer og sørger for børnevenlige aktiviteter, ligesom de indtil flere gange om ugen inviterer børnene med på udflugt i området.
I modsætning til rigtigt mange andre skisportssteder er børnene dog ikke udelukkende henvist til at boltre sig og færdes i bunden af skiområdet i Kläppen. Pistekortet er nemlig skruet sådan sammen, at der ved alle lifter er sørget for grønne eller blå nedkørsler, så børn og begyndere også kan bevæge sig rundt i hele området og tage med stoleliften helt til toppen. Det er en særdeles god ide, for udsigten på toppen af det næsten enkeltstående bjerg Kläppen minder én om, hvorfor Dalarna er et af de områder, som du oftest ser på svenske landskabsmalerier.
Stor, større, kläppen snowpark
Et stykke fra børneområdet, placeret centralt i pisteområdet lige ved siden af stoleliften ligger de store børns legeplads. Sveriges største og bedste snowpark – ja, det er vel faktisk nok det ypperste, hele Nordeuropa har at byde på inden for den genre.
Hvert år skabes snowparken fra bunden, arbejdet begynder i oktober, og der bruge i alt 200.000 kubikmeter sne, der svarer til 18.000 fyldte lastbiler til at forme de mange udfordrerne hop, rails, half- og quaterpipes.
Snowparken gør Kläppen til et ideelt skisportssted for familier med også øvede børn i teenagealderen, der for længste har lært at køre fra mor og far, og som savner større udfordringer og mere spænding end blot en almindelig nedkørsel på selv en krævende bakke.
Udfordringer for de rutinerede
Og Kläppen er ikke bare et sted for børn og nybegyndere eller vilde freestylere og teenagere med trang til at prøve deres grænser af på skiene eller snowboardet. Der er i alt 32 pister på Kläppen Berget svarende til små 35 kilometer nedkørsel, og heraf er 8 pister røde, mens 5 er sorte, så der er også gode udfordringer for den trænede skiløber, som bare vil nyde nogle gode, flotte og spændende nedture.
Her er det blot endnu en bonus ved Kläppen, at der ved anlægget af pister har sørget for, at der er nedkørsler i alle verdenshjørner og på alle sider af Kläppen Berget, for det betyder, at du uanset tidspunkt på dagen kan stå på ski i solskin – hvis det ikke er overskyet, selvfølgelig.
Om aften er syv pister oplyst, så det er også muligt at stå på ski efter mørkets frembrud. Og så ligger alle hytter i Kläppen enten i selve skiområdet eller lige ved siden af, hvilket betyder, at der er ski in/ski out, uanset hvor du bor.
Vildt adrenalinsus på is
Trænger du en dag til at hvile sine skitrætte ben, er der også rig mulighed for at muntre sig med andre aktiviteter i Kläppen.
Tag på snescootersafari rundt i det smukke landskab omkring pisterne, en flot oplevelse, som også er sjov, hvis du har lidt benzin i blodet og lyst til at prøve et anderledes køretøj.
For de mest racerlystne er icekart-banen dog nok mere anbefalelsesværdig. Icekart er ligesom gokart, bare på isglat bane og i køretøjer med pigdæk. Og her taler vi altså pigge på størrelse med fodboldstøvleknopper.
Et godt og nervepirrende adrenalinsus er det også at prøve kræfter med den forholdsvist nyanlagte eventyrbane, der er bygget i op mod 18 meters højde i trætoppene midt i pisteområdet.
Her kan du teste dine balanceevner ved at forcere diverse krævende udfordringer, der fører dig fra trætop til trætop, og det er ikke barnemad. Alle kroppens muskler kommer i brug, og du mærker undervejs både hænder, arme og ben ryste af både anstrengelse og nervøsitet. Skulle du falde, er du naturligvis spændt fast i et solidt tovværk, og så er det bare med at kæmpe sig op igen.
Lider du af højdeskræk, bør du nok holde dig til aktiviteterne på jorden enten på ski eller nogle af de mange andre tilbud, der er i Kläppen.
Fakta om Kläppen
- 15 lifte
- 32 pister: 14 grønne, 5 blå, 8 røde og 3 sorte. I alt 35 kilometer
- Længste nedfart 3 km.
- Største faldhøjde 315 meter
- 36 km langrendsspor
Fra Kläppen til
- Gøteborg: 470 km
- Helsingborg: 680 km
- Malmø: 740 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar