Bag træfacaderne i Gøteborgs gamle bydel Haga gemmer der sig butikker og cafeer nok til en lang shoppedag. På en slentretur ned af Haga Nygata kommer du forbi antikke smykker, gamle bøger og kunsthåndværk. Indtrykkene skyldes ned med kaffe og lækkert hjemmebag, og dagen kan slutte med en chokolademassage i Hagabadet.
Smalle brostensbelagte gader og velbevarede træhuse danner rammen om Haga, der er den gamle bydel i Gøteborg. Her ligger antikvitetshandler, indretnings-, kunsthåndværk- og genbrugsbutikker side om side med cafeer og delikatesseforretninger.
Hovedgaden i området er Haga Nygata. Hos Fåfängen Antik i nummer 16 handler de med antikke smykker og en stor samling fine, gamle knapper. I nummer 10 ligger Charlston Fashion and Second Hand. Haga Hem er en af ni spændende indretningsbutikker i Haga. Hos Melissa kan du finde duftpulver til badekarret og andre produkter til hjemme-spa.
Du kan sagtens tilbringe en hel dag i kvarteret, der har flere end 70 butikker. Cafeerne har udendørs servering en stor del af året, så du kan side i solskinnet og nyde de gamle træhuse. Der er markeder i Haga flere gange om året – for eksempel landbrugsmarked og det traditionelle julemarked.
Haga-boller og chokolademassage
Haga er Gøteborgs ældste forstad. Det var den svenske dronning Kristina, der i midten af 1600-tallet gav ordre til at anlægge bydelen ved foden af forsvarsanlægget Skansen Kronan. De første huse, var lave træhuse, men efterhånden som bydelen voksede, erstattede man de brandfarlige træhuse med de såkaldte ”landshøvdingehuse”. Der er huse i tre etager, hvoraf den nederste etage er bygget i sten og de to øverste i træ. Denne byggestil er helt unik for Gøteborg.
Til en shoppedag hører naturligvis flere pauser på hyggelige cafeer. I Cafe Husaren bages de berømte ”haga-boller” og i cafe Kringlan kan du få en god og billig buffet. En deli i Haga Nygata 15 sælger den lækreste græske takeaway-mad.
Et besøg i Hagabadet vil være den perfekte afslutning på en romantisk dag i Haga. Hagabadet er en smuk, gammel badeanstalt fra 1876. Fra svømmebassinerne er der udsigt til vægmalerier og stuk, og i spa-afdelingen kan du få en chokolademassage.
Gå ikke glip af…
Når du er i Haga, må du ikke snyde dig selv for den smukke udsigt, der er fra fæstningen Skansen Kronan. Tag eventuelt en lille madpakke i hånden op ad de mange trapper, og nyd det smukke syn ud over Gøteborg, havnen og Älvsborgsbron fra forsvarsværkets brede vægge, mens du indtager frokosten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar