En god ide til en spændende weekend for hele familien – eller måske bare en lang dagsudflugt. På lidt over halvanden times køretid fra Helsingborg ligger Laganland, lige ved E4, cirka ti kilometer nord for Ljungby. Her finder I en af Smålands bedste elgparker. Men ikke nok med det, i kan bor her, i kan spise, og i kan gå på opdagelse i en stor butik med Sveriges største udvalg af elgsouvenirs. Ligeledes kan den inkarneret lystfisker og jæger få tilfredsstilet alle sine behov for de nyeste remedier og friluftsbeklædning i en kæmpe jagtbutik.
Hele det skovklædte naturområde, hvor elgene bor, fylder så meget som seks hektarer. Helt op imod Laganland’s bygninger ligger et indhegnet område på 6.000 kvadratmeter, og det er her elgene hver dag klokken ti kommer for at blive fodret. Dette tidspunkt er simpelhen dagens højdepunkt. Så bliver der gnasket og synket adskillelige kilo løvkviste. Måske vi lige skal præsentere elgparkens nuværende seks beboere: Ulrika på elleve år, Kristina på seks, Karl-Gustav på tre samt Sofia, Lilian og Oskar II på to år.
En løvkvist er guf for en elg
I sær familiens mindste medlemmer jubler, når de ser de store dyr blive fodret. Og helt ellevilde bliver de, hvis de kan klappe en elg på mulen, når den stikker sin store snude helt hen til hegnet. Eller måske ligefrem fodre dem med en løvgren, som man stikker igennem hegnets store huller.
Elg i Laganland |
Øverst oppe i nogle af fototårnene, som står tæt ved indhegningen, er der rig lejlighed til at få fantastiske fotos af elgene i deres naturlige omgivelser.
Mylder af elgsouvenirs
Når elgene er blevet godt mætte, vandrer nogle af dem tilbage mod den tætte nåleskov, hvor de fordøjer det store måltid. Så er der mange andre spændende ting at foretage sig. Måske tilbring lidt tid i den store butik, som bugner med alle tænkelige souvenirs med elge som tema. Måske et elgtøjdyr kan gøre den mindste glad. For de voksne kunne det måske friste med forskellige genstande, lige fra en livrem til en rygsæk, lavet af elgskind. Svenskerne er ligesom nordmændene vilde med trolde i alle mulige størrelser og udformninger. En anden populær genstand er Dalarhesten, som er et af Sveriges klenodier indenfor kunsthåndværk.
Lige ved siden af souvenirshoppen, som også rummer turistkontor, findes et cafeteria, hvor I kan spise en lettere anretning. Her kan forældrene sidde og slappe af, stadigt mens de har børnene inden for synsvidde, når de boltrer sig i det store legeland med tunneller, trapper og rutsjebaner. Over for Cafeteriet finder vi en enorm jagtbutik med alt, som har med jagt og fiskeri at gøre. Fiskestænger og alt det udstyr, som hører denne sport til i alle tænkelige variationer og prislag.
For jægeren vil det være et eldorado at proviantere her, hvor der er et alsidigt udvalg af al form for friluftsbeklædning. Her er de to andre ejere af Laganland, brødrene Magnus og Mathias Strömberg de kyndige bag disken og ude i butikken, når der skal gives gode råd.
Fakta om Laganland
- Laganland Älgpark er åben fra april til oktober. Elgshoppen er åben året rundt.
- Fra Helsingborg kører du ad E4 i retning mod Stockholm.
- Laganland ligger ca. 10 km. nord for Ljungby.
- Afstand fra færgen til Laganland ca. 135 km., svarende til ca. 1½ times kørsel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar