Øresundstoget kører helt ud til Blekinges gamle bevaringsværdige marineby Karlskrona, men børnefamilier kan med fordel stå af toget i den lidt mindre skærgårdsby Karlshamn, hvor science-centret Kreativum ligger.
Det dansk-svenske togsamarbejde, Øresundstoget, har i 10 år sørget for miljørigtig og børnevenlig transport mellem Danmark og Sverige. På den svenske side hedder endestationerne Gøteborg, Kalmar og Karlskrona, som kun ligger tre og en halv times togkørsel fra Kastrup.
Men selv om Blekinges gamle marineby, der er på Unescos liste over verdens bevaringsværdige byer, er en arkitektonisk perle bygget på 33 små skærgårdsøer, behøver man ikke at tage Øresundstoget hele vejen ud til den imponerende Østersø-fæstning for at opleve den svenske skærgård.
Børn, barnlige sjæle og alle andre med nysgerrigheden i behold kan med fordel stå af en times tid før – uden at gå glip af skærgårdens fantastiske natur.
Når toget efter blandt andet stop i Malmø, Lund og Kristianstad krydser grænsen mellem Skåne og Blekinge, ankommer man nemlig til Mieåns udløb i Østersøen og havnebyen Karlshamn, som for 350 år siden var dansk og hed Bodekull.
I Karlshamnn ligger det interaktive science-center Kreativum under 2.000 kvadratmeter tag i en nedlagt bomuldsfabrik. Og her begynder det vestlige Blekinges skærgård, som består af mere end 1.600 beboede og ubeboede klippeøer.
Laksefiskeri og handel
Kreativum er kendt for sin megadome-biograf Kreanova. Men centret tilbyder også 150 interaktive ”opdagelsesstationer”, som udfordrer den besøgendes kreative evner inden for teknik og videnskab.
Den kreative opdagelsesrejse i Karlshamn tager udgangspunkt i fire temaer: det menneskelige sind, jorden i universet, jordens råstoffer og menneskets opfindsomhed.
Opfindsomhed finder man også i Mörrum, Øresundstogets sidste stop før Karlshamn få kilometer vest for havnebyen.
Kreative lystfiskere valfarter til Mörrum for at fange kæmpelaks i Mörrumsån, en brusende elv omgivet af 30 kilometer vandresti med informationstavler med historier om egnens kultur og et imponerende museum med alt om laksens vandringer, og hvordan man fanger den.
Syndens hule
For 100 år siden var Karlshamn kendt som syndens hule. Byen havde dengang ikke færre end 40 tobaksfabrikker og en omfattende produktion af brændevin, punch, likør og spillekort.
En driftig tid, som byens gader og købmandsgårde stadig bærer markant præg af. Karlshamn råder både over et stadsmuseum med fine søfarts- og fiskerisamlinger, et punch-museum og et tobakslager, hvor man kan studere, hvordan man fremstillede snus, cigarer og tobak i den gamle danske havneby.
Fra havnen, som er en af Sveriges dybeste og derfor stadigt anløbes af skibe af betydelig størrelse, er der færgeforbindelse til de idylliske skærgårdsøer Tärnö, Joggesö og Tjärö – kun to en halv times togtur fra Danmark.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar