Oplev god gammeldags julestemning i gågader, butikker, parker slotte og herregårde, hvor julelysene blafrer i vintermørket – og spar samtidigt mange penge.
Der er flere gode grunde til at tage til Sverige i den kommende tid, mens mørket sænker sig over os i takt med, at dagene bliver stadigt kortere frem til et par dage før juletræet tændes. For det er ved at være tid til gaveindkøb, og i den forbindelse er de lave svenske priser nok værd at indregne i gavebudgettet, men samtidigt er det også let et komme i julestemning på den anden side af Øresund.
Traditionelt gør svenskerne nemlig meget ud af julen. Allerede først i november smykkes vinduerne både i butikker og private hjem med specielle julegardiner, lys i stagerne, nisser i kunstfærdige opstillinger og en masse pynt, samtidigt med at et hav af julemarkeder dukker op. Alene i Sydsverige vil der i den kommende tid være omkring 60 sådanne julemarkeder, hvoraf en del sædvanligvis trækker danskere til.
Nogle af dem er endda rene tilløbsstykker. En kort tur med færgen fra Helsingør, og man er i Helsingborg, der altid er pyntet godt op med lyskæder i alle butiksgadernes træer og vinduer på denne årstid.
Julemarked på Fredriksdal
Helsingborgs storslåede parkanlæg er det yderst imponerende frilandsmuseum Fredriksdal, som faktisk kan prale af at være det største tilløbsstykke i december i Helsingborg og hele omegnen. Også rigtig mange danskere er allerede faldet pladask for den vidunderlige julestemning på Freriksdal. Duften af brunkager og gløgg trænger rart ind gennem næseborene, når man spadserer rundt i denne pragtfulde park.
Når fakler, og de andre levende lys tændes i skovbunden, sammen med tusinde af små elektriske pærer i træerne, der viser vej langs stierne, synes noget nær en folkevandring at begynde i det vældige område på Fredriksdal. Her vil der i december være optræden, dans om juletræ, nisser, musik og sang. Ligeledes er der salg fra boderne, åbne stalddøre, arbejde med smykker i gamle værksteder, boblende gryder med gløgg og varm chokolade i små boder, travle kokke i køkkenerne i flere af de omkring 50 velbevarede gamle bygninger. Af disse er Lillarydsgården fra 1600-tallet den ældste, mens herregården fra 1787 er den fornemste, hvor man, som i mange af de andre huse, kan gå rundt mellem møblerne i de fine stuer og beundre, hvordan alt er pyntet op til jul, helt som man gjorde det i gamle dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar