Fra asiatiske spa-oplevelser til en magisk knap, der fældede en svensk krigerkonge. Tag til Varberg og bliv et helt nyt menneske efter helsegivende spa-behandlinger, kombineret med et luksuriøst ophold på et klassisk, men smagfuldt og nænsomt renoveret hotel fra 1902: Varberg Stadshotell & Asia Spa. Det ligger centralt i byen, kun 500 meter fra togstationen og 10 minutters spadseretur fra den imponerende Varberg fæstning.
Hotellet er blevet præmieret for restaurantens gastronomi, det har et prægtigt pool-område, flere saunaer og forskellige rekreative aktiviteter, en livlig bar og flotte udsigter over byen, havet og fæstningen.
Og så er der spa-området bygget op omkring tusinde års japanske og asiatiske traditioner med renselsesritualer, der giver ro i kroppen og udvider sindet før en tur i den vitaliserende pool og afslapning i sauna oasen, og du fortsætter måske med Qigong, yoga, pilates eller andre behandlinger.
Mange danskere er uden at vide det, kørt forbi Varberg på vejen op langs den svenske østkyst måske på turen til Gøteborg eller en udflugt til Sveriges, jo Nordens, suverænt største indkøbscenter Ullared. Det frekventeres dagligt af personbiler med danskere, der kommer for at spare penge på storindkøb af dagligvarer, tøj i mange variationer og alverdens andre billige tilbud på bl.a. legetøj, værktøj, fladskærme, computere og anden elektronik.
Tilbage til Varberg, der har en 200-årig fortid som bade- og kursted helt fra man i 1811 opdagede en ældre offerkilde med helbredende virkning. Rygtet spredes, og der blev snart bygget et ”brunnshus”, som folk kom til hver morgen for at drikke brøndvand.
Sveriges på den tids store national digter, professor i græsk og biskop i Växjö, Esaias Tegnér, var nu ikke så imponeret og kaldte i 1826 Varberg for det styggeste sted i Sverige med tilføjelsen, at ”det er med stygge steder som med gale fruentimmere: der er nyttige for helbredet”.
Han fik dog ikke skræmt sundhedsapostlene væk, for siden fulgte i 1925 opførelsen af et såkaldt varmbadehus med både tangbade og almindelig badstue, samt et koldbadehus ved stranden, hvor der også lidt diskret væk fra den gamle fæstning afsattes et stykke strand til naturister.
De fine og rige fra det meste af Europa begyndte at holde sommerferier med indbygget sundhed på den svenske østkyst, hvor mange nye feriebyer voksede op.
Varberg og andre af disse nu ældre byer trækker mange turister til spa-behandlinger, fortrinsvis i tilknytning til moderne hoteller.
Varberg i historiebøgerne
Du kan også udenfor hotellerne få gode oplevelser i Varberg og nærmeste omegn, der er rig på historie, ikke mindst med dansk tilknytning. Den får du ingen bedre introduktion til end ved at besøge Varberg Fæstning og museet på de solide mure med de ældste dele opført for 700 år siden på et ”var-berg”, bedre kendt af danskere som en ”baunehøj”, der var egnet til at forsvare sig på.
Og den danske greve Jacob (Nielsen) af Halland havde god grund til at søge beskyttelse, idet han var erklæret fredløs som medskyldig i det berømte mord på den danske konge Erik Klippinge i Finderup lade den 22. november i 1286. Så i 1290’erne opførtes de første dele af det, der siden er blevet til den imponerende Varberg Fæstning med de enormt tykke forsvarsmure på kanten af kysten.
Siden har Varberg af flere andre grunde haft en fast plads i historiebøgerne. Meget blodige kampe er udkæmpet her, hvor Valdemar Atterdag måtte afstå Skåne ti den svenske konge Magnus, men stedet blev siden genvundet og udvidet bl.a. af Christian d. 4.
I mange år regnedes fæstningen for at være en af Europas stærkeste, men den kom alligevel igen på svenske hænder og var fra 1830 fængsel. I dag er der museum bag de op til 15 meter høje mure, og mellem de mange kuriøse genstande her er Europas bedst bevarede dragt fra middelalderen. Den sad på den såkaldte Bochstenmand, da han blev fisket utroligt velkonserveret op af den mose, han som 30-årig blev kastet i, måske efter først at være blevet hængt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar